Ferie i elbil: Når det regner kører Tesla ikke

I går satte regnen ind her i Sverige. Udover, at det naturligvis er lidt trist for ungerne så satte det også en midlertidig bremse på mine Tesla eventyr.

For når det regner kører Tesla ikke. Det er der flere grunde til …

Regnvejret gør det ikke direkte umuligt at køre i en Tesla Roadster. Problemet er bare, at bilen, som jeg tidligere har fortalt om, er lidt uheldigt indrettet med hensyn til hvordan regnvand sprøjter op under dørene og op ad siderne på den. Det betyder, at den bliver utrolig snavset, når man kører i regnvejr. Og jeg er ikke så vild med at skulle vaske bil hele tiden.

Jeg har da også bemærket at nogle af dem der lejer Tesla Roadster ud forbeholder sig ret til at anullere udlejningen, hvis det regner for meget. De gider nok heller ikke at gøre den ren bagefter.

Men en ting er, at det er lidt trist at køre sportsvogn i regnvejr, og at Tesla’en bliver så utroligt snavset af det – endnu værre er det, at den kraftige oplader til 32 ampere opladning slet ikke kan tåle vand eller fugt! Det er simpelt hen for ringe! Det er måske OK, at lave en oplader til Californien, som ikke dur i regnvejr, men det er altså ikke godt nok, hvis man vil sælge biler i Nordeurope!

Det må Tesla gøre bedre! På opladeren står der endda, at den slet ikke bør anvendes udendørs. Hvad tænker de dog på? Forestiller de sig, at man kun køre steder hen, hvor man kan parkere i en garage med indedørs opladning? Det begrænser jo bilens praktiske anvendelse en hel del.

Man kan så, naturligvis oplade med 220 volt 10 ampere. Der står ikke noget på 220 volts opladeren om, at den ikke tåler fugt, eller at man kun bør oplade indendørs. Men som tidligere beskrevet tager det en hel del længere tid. Ikke lige det fedeste, når man er på farten eller på ferie i sin elbil.

Jeg har ikke praktisk mulighed for, eller lyst til, at overholde Tesla’s anbefaling om kun, at oplade bilen indendørs med 32 ampere opladeren. Jeg bruger den også udenfor. Men jeg tør naturligvis ikke bruge den, når det øsregner, som i går.

Så i går har Teslaen stået, i regnvejr, uden strøm på, og kedet sig. Det kan den godt overleve en dag eller to, men det er naturligvis bedst, hvis den hele tiden er sat til, så den er fuldt ud opladet og klar når man skal ud at køre.

Vejrudsigten for i dag stod også på regnvejr. Det er surt. For 2 dage helt uden elbil det er altså hårdt. Heldigvis tog de helt fejl. Vi vågnede op i morges til en krystalblå himmel. Det blæser lidt, men det er varmt og dejligt. Lige vejr til en elbil-sportsvogn :)



About Mikkel deMib Svendsen

Jeg er nok mest kendt som søgemaskine- og Internet-nørd. Til dagligt driver jeg søgemaskine-marketingbureauet deMib.com og er med til at drive bl.a. Min-Mave.dk, Pinq.dk og Redpitt.com.

Andre indlæg i samme kategori



Additional Resources

Speak Your Mind

*

Modtag email med nye kommentarer. Du kan også abonnere uden at kommentere.