Ny regering – mere støtte til flere elbiler!

Så har vi fået en ny regering – med Danmarks første kvindelige statsminister. Og uanset hvilken side man så lige er til, så er en ting i hvert fald helt sikkert: Den røde blok har altid haft tradition for, og har da også forud for dette valg lovet, at sætte meget mere fokus på udbredelse af alternative energiformer og øge støtte til, at der kommer mange flere elbiler på gaderne i Danmark.

Med udgangspunkt i Elbil Bloggen ser jeg derfor frem til at politikerne vil holde ord og hurtigst muligt få sat gang i nogle af de mange åbenlyse ting, der kan gøres for at gøre det mere attraktivt for endnu flere at skifte til elbil.

Jeg vil naturligvis gøre mit for at forsøge, at inspirere den nye regering til de bedste elbil-fremmende løsninger og holde dem op på de mange gode ting de har snakket om, at de vil gøre for elbiler.

I nyhederne i dag vurderer analytikere, at den nye regering meget hurtigt vil komme med en eller anden form for klima pakke. De har brug for at markere, at de virkelig mener det her med klimaet. Det ser jeg frem til.

For nyligt gav jeg politikerne en gave, her på bloggen, i form af et katalog over 8 konkrete punkter de kan tage fat i, hvis de vil fremme udbredelsen af elbiler. Du kan læse mine 8 forslag til fremme af udbredelse af elbiler her.

I 2009, da Socialdemokraterne og SF var i opposition fremlagde de et forslag om at afsætte 2-400 millioner kroner til opsætning af 8-10.000 offentlige ladestandere. Det var en god ide dengang og det er det stadig. Men dengang var forslaget også helt gratis, for de vidste godt at der ikke var flertal for det. Nu har de flertallet – og samtidig også ansvaret for økonomien. Så nu bliver det spændende om de vil holde deres ord. Det går jeg naturligvis ud fra at de gør.

Under den forrige Socialdemokratiske regering var der også bedre støttemuligheder til opsætning af private vedvarende energi anlæg. Den borgerlige regering fjernede de fleste af disse. Jeg ser frem til, at de nu vil genindføre noget lignende. Det er i dag endnu mere aktuelt end det var for 10 år siden.

Jeg er optimistisk, men ikke naiv. Økonomien er i dag lidt mere klemt end den var for 10 år siden og det kan naturligvis godt få betydning for, hvilke tiltag den nye regering vælger at sætte igang. Jeg mener dog, som også nogle økonomer har peget på, at det rigtig godt kan betale sig at investere i miljøområdet. Det er netop et af de områder, hvor Danmark har mulighed for, at klare sig godt i de kommende år. Og så kan vi samtidig få glæde af et bedre miljø og renere og mere støjfri byer med flere elbiler.

Min invitation til landets ledende klima- og miljøpolitikere – uanset om de er i regering eller ej, til at køre en tur med mig i verdens bedste elbil og få en snak om hvordan vi sammen kan gøre mere for klimaet og udbrede elbiler hurtigere, står naturligvis stadig ved magt. Så dem af jer der følger med her – tag fat i mig, så laver vi en aftale … :)



About Mikkel deMib Svendsen

Jeg er nok mest kendt som søgemaskine- og Internet-nørd. Til dagligt driver jeg søgemaskine-marketingbureauet deMib.com og er med til at drive bl.a. Min-Mave.dk, Pinq.dk og Redpitt.com.

Andre indlæg i samme kategori



Additional Resources

Comments

  1. Det er positivt at du på denne måde giver inspiration og motivation til fastholdelse af de gode mål. Det er den rigtige vej at gå, og er den eneste måde vi reelt kan opnå at blive helt uafhængig af fossile brændstoffer.

    • Mikkel deMib Svendsen says:

      Tak. Jeg tror nu også mest på den possitive tilgang til området. Og faktisk ER jeg meget positiv. Jeg ser flere muligheder og en spændende fremtid, end jeg ser problemer. Jeg ser bedre transportmidler, billigere transport, renere og mindre støjende byer og jeg ser gladere bilister.

      Og så ser jeg gode muligheder for, at Danske virksomheder kan tjene en masse penge og skabe en masse arbejdspladser over de kommende år på “elbils-eventyret” på samme måde som det er sket med vindmøller.

  2. Jeg håber ligesom dig at den nye regering vil hjælpe med at motivere til at bruge el bilerne mere.
    For jeg skal selv købe min første bil her inden for et par år og jeg overvejer meget at det skal blive en elbil. Det kan godt være at den måske er lidt dyrere end f.eks. en brugt benzin bil, men man sparer jo utrolig mange penge ved benzinpenge og grøn afgift. Og så kan man også kører rundt med en lidt mere grøn samvittighed ;)

Speak Your Mind

*

Modtag email med nye kommentarer. Du kan også abonnere uden at kommentere.