Elbil Bloggen og Tesla Roadster Public Relations (PR) -dag

Det meste af dagen i dag er gået med forskellige Public Relations (PR) aktiviteter i forbindelse med Elbil Bloggen og Tesla Roadster. Det er jo en vigtig del af dette elbils-projekt, at få det formidlet til så mange som muligt.

Jeg synes faktisk også, at det er meget hyggeligt at snakke med journalister, lave billeder og den slags. Jeg brænder jo for projektet og er ikke til at stoppe for tiden, når snakken falder på elbiler.

I går var jeg ude og research lidt på nogle gode locations til billeder af vilddyret. Billedet til højre viser min favorit. De færdige billeder bliver naturligvis meget bedre. Jeg skal først og fremmest bruge billederne til den bog som jeg forventer bliver afslutningen på projektet til næste år, men nogle af dem vil sikkert også blive brugt her, på Twitter og Facebook.

Første del af dagen gik med et langt interview med Holdbæk Amts Venstreblad – et rigtig godt og meget læst regionalt dagblad. Artiklen skulle være at finde i fredagens udgave af avisen og på deres website.  Jeg skal naturligvis nok linke til artiklen, når den kommer på sitet.

Interviewet gik rigtig godt synes jeg og fotografen fra avisen fik taget nogle gode billeder … tror jeg. Han var selv stor bilentusiast, så han var naturligvis vildt betaget af bilen. Det er ikke svært at blive det.

Efter interviewet kørte jeg en lille tur med journalisten. På et lige stykke vej, med god udsigt, gav jeg den lidt (OK, meget) gas og resultatet udeblev da heller ikke – et glædesskrig fra den kvindelige journalist i stil med dem man hører i en god rutshebane. Det er en fornøjelse at opleve den åbenlyse glæde folk oplever, når der for alvor accellereres i Tesla’en. Det er nu også ret sjovt.

Om eftermiddagen kom fotografen Ole Christiansen på besøg. Han skulle lave nogle billeder af mig og bilen. Han er en rigtig dygtig og erfaren fotograf, som jeg kender. Vi kørte ud på nogle af de bedste af de locations jeg havde fundet og fik taget nogle rigtig fede billeder. Jeg glæder mig meget til at se dem.

Billederne skal som sagt først og fremmest bruges til omslaget af min kommende bog, som gerne skulle udkomme til næste år når dette projekt afsluttes. Det er planen at tage nogle af de bedste historier, billeder og kommentarer fra det år som projektet i første omgang løber og samle det sammen i en bog. En bog som forhåbeligt kan være til inspiration for politikere, branchefolk og alle andre.

Jeg har stadig ikke besluttet hvem der skal udgive bogen, men det skal jeg nok finde ud af. Hvis du er forlagsmand og synes projektet lyder spændende må du meget gerne kontakte mig – så kan vi tage en snak om det.

Da vi kom hjem stod den på 5-stjernet oksesteg, hjemmelavet bearnaisesauce og nye danske kartofler. Alt i alt en rigtig god og hyggelig dag.



About Mikkel deMib Svendsen

Jeg er nok mest kendt som søgemaskine- og Internet-nørd. Til dagligt driver jeg søgemaskine-marketingbureauet deMib.com og er med til at drive bl.a. Min-Mave.dk, Pinq.dk og Redpitt.com.

Andre indlæg i samme kategori



Additional Resources

Comments

  1. Det er super at se og høre at der er interesse fra medierne.. Det er præcis det som der skal til for at få el-biler ud til familien Danmark (selvom der nok går en del år).

    Jeg glæder mig til at se vinklen på artiklen – jeg kan kun forestille mig det bliver engageret!

    • Mikkel deMib Svendsen says

      Ja, jeg tror også det bliver en god artikel. Journalisten er i hvert fald god. Hun plejer at skrive rigtig fornuftige artikler.

      Jeg arbejder naturligvis også på at få andre medier til at interessere sig for projektet. Der er jo mange vinkler på det, så jeg er ved at tilpasse mine henvendelser til de forskellige medier, programmer og journalister den vinkel der egner sig bedst for dem: Et spændende konceptuelt bogprojekt, Elbiler, Miljø, Nye medier osv.

  2. gunnar Svendsen says

    Hej Mikkel.
    Jeg følger jo med interesse din spændende blog.
    Har du bemærket, at Annegrethe Holmgaard fra SFs folketingsgruppe, har brokket sig over at man har valgt AUDI som bilsponser for Danmarks formandsskab for EU fra 1/1 2012,
    Hun syntes man skulle have valgt elbiler.
    Måske skulle du snakke med hende.

    • Gunnar, hvis jeg husker rigtigt var de første ministerbiler Anders Fogh Rasmussen valgte faktisk også Audi’er. Audi A8 med 4,2 V8 motor, hvis jeg husker rigtigt.

      Men helt enig: mener også selv elbiler burde vælges til regerings- og officielle biler – ganske som jeg mener at rapsolie også burde bruges til taxaer. Det ville mindske CO2 udslippet væsentligt, og ville sende et positivt signal om at vi MENER det bedre miljø alvorligt.

      Jeg må så også erkende at turen København til Ålborg med fordel kunne tages med toget frem for med bilen – for tur-retur bliver der lidt mangel på kilometer hvis det skal tages samme dag i en elbil. Medmindre mange flere steder fik de ladestik, for så kunne du sagtens nå Skagen og lade bilen mens mødet foregik, og komme retur.

      Så det er en spændende vinkel Mikkel har fat på, og hvis han en dag får brug for oversættelse til engelsk eller fransk af sin bog, så skal jeg gerne medvirke til en god rabatpris, for det er også et projekt jeg tror på, og støtter. :-)

    • Mikkel deMib Svendsen says

      Ja, jeg så godt det absurde valg af biler og også at SF protesterede over det.
      Annegrethe Holmgaard står allerede på min liste over politikere jeg påtænker at kontakte i forhold til mit elbil-projekt :)

  3. Jens Rasmussen says

    Hej Mikkel, ang. vinkler på historierne.
    Nu ved jeg jo ikke af gode grunde, hvad i har talt om i forbindelse med interviews, men hvad med at fremhæve den kommende “familieudgave” Tesla Model S ?
    Det er jo ikke alle, som finder roadsteren lige så praktisk, hvorfor at den kommende model kunne få et par ord med på vejen. Mere for at sige, OK dette er for “drengerøven”. Om et års tid (forhåbentlig) så kan man få en dejlig stor elbil med alle de praktiske funktionaliteter, som netop de meget små elbiler mangler, plads, sæder, komfort osv. og samtidig beholde delvist den fartglæde og acceleration som tesla roadsteren har. Og til en pris hvor flere kan være med end lige den million som roadster koster pt.

    Man kan jo argumentere for at denne kommende model S er det bedste af begge verdener (i mit utopiske hoved).

    • Mikkel deMib Svendsen says

      Tesla Model S er bestemt en spændende bil, men den kommer først på markedet i midten af næste år. Jeg har valgt at fokusere på det som faktisk kan lade sig gøre i dag. Fokus er at beskrive hvordan en dagligdag med elbil kan være, hvis man vælger at satse på det bedste der kan laves. Allerede i dag. Hvad fremtiden vil bringe kan vi blot glæde os til …

      Jeg har dog en plan om i løbet af næste år, at lave et nyt elbil projekt centreret omkring Tesla S eller en tilsvarende god familiebil.

      Når jeg har valgt at satse på Tesla Roadster til dette projekt skyldes det først og fremmest at det efter min mening er den eneste elbil på markedet lige nu, som lever op til de krav man med rette kan have til en elbil: Den ser godt ud, den kan køre langt på en opladning og den har rigtig gode køreegenskaber. På alle de punkter – og flere til, slår Tesla Roadster alle andre elbiler på markedet lige nu.

      Jeg savner i alvorlig grad af de andre producenter af elbiler øger deres ambitioner for hvordan en elbil skal være. For jeg tror simpelt hen ikke, at vi får en flertal af bilisterne til at skifte til elbiler sålænge elbilerne er så dårlige som de er.

  4. Mikkel deMib Svendsen says

    I dag kom artiklen i Holbæk Amts Venstreblad – og online på deres website http://www.nordvestnyt.dk/artikel/121057:Holbaek–En-sportsvogn-til-stikkontakt – inklusiv en flot billedserie med 11 gode billeder.

    Det er er rigtig fin helsides artikel med forsidehenvisning og det hele. Super duper :)

Speak Your Mind

*

Modtag email med nye kommentarer. Du kan også abonnere uden at kommentere.