Tak til SEAS NVE for gratis strøm ved ladestander i Holbæk

På vej hjem fra København i går – min første tur til byen i min nye Tesla Roadster, skulle jeg forbi Holbæk og købe lidt ind. På parkeringspladsen nede ved havnen har SEAS NVE opsat en gratis ladestander, så den tænkte jeg at jeg lige ville afprøve. Nu gik det jo ikke så godt tidligere på dagen i Q-Park med deres ladestander, så jeg var lidt spændt på, om det ville virke med SEAS NVE’s ladestander i Holbæk.

Min frygt blev heldigvis gjort til skamme. Det virkede som det skulle! :)

Ladestanderen som SEAS NVE har opsat i Holbæk er i lighed med de fleste andre ladestandere kun 220 volt med 12 eller 16 ampere. Det er ikke ret meget. Det går langsomt når der skal lades op på den måde.

Det blev da også kun til ca. 3 kw på den lille times tid jeg var væk fra bilen. Det er jo ikke alverden.

Alligevel er det faktisk nok til, at hvis jeg skal på indkøb i Holbæk, tager elbilen, kører stille og roligt og er ca. et par timer om indkøb, så får jeg faktisk strøm nok til at dække både turen frem og tilbage – og lidt til!

Regnestykket ser således ud:

  • Gennemsnitlig  forbrug pr. km (se beregningen fra min tur til København): 131 w/t – svarende til 7,63 km pr. kw/t
  • Afstand fra Ugerløse til Holbæk:  17,7 km
  • Forbrug frem og tilbage: 4,63 kw/t
  • Ved opladning i to timer vil jeg kunne oplade mindst 6 kw/t (se skærmbilledet ovenfor, hvor der er ladet 3 kw/t på 56 minutter)

Det er jo ikke så dumt! Jeg “tjener” faktisk 1,5 kw/t på turen. Så tusind tak til SEAS NVE for dette.

Lige nu er der vist ikke så mange elbiler i Holbæk. Jeg har i hvert fald aldrig set nogle elbiler holde ved ladestanderen i Holbæk. Men med tiden, når der kommer flere, er en enkelt ladestander nok ikke tilstrækkeligt.

Men, lige på den anden side af parkeringspladsen – nede ved havnen, er der faktisk en hel masse ladestandere. De er ganske vist ikke beregnet til elbiler, men til de både, der ligger i havnen. Så dem kan jeg naturligvis ikke bare køre ned og “stjæle” strøm fra – i hvert fald ikke uden en aftale. Det gode ved ladestanderne i havnen er, at der ikke alene er 220 volt – de har også ved hver ladestander et enkelt af de røde CEE 400 volt 32 ampere stik. Og det er jo meget bedre til at lade elbiler op med.

Det er ikke bare i Holbæk havn at disse ladestandere står. Så jeg vil på et tidspunkt prøve at finde ud af, hvad der skal til for at man kunne få lov til, at bruge dem til opladning af elbiler.

I disse tider, hvor der snakkes så meget om, at der bør opsættes flere ladestandere, var det jo helt oplagt at tage dem i brug der allerede er. Men som sagt, der skal naturligvis nogle aftaler på plads inden det kan ske.



About Mikkel deMib Svendsen

Jeg er nok mest kendt som søgemaskine- og Internet-nørd. Til dagligt driver jeg søgemaskine-marketingbureauet deMib.com og er med til at drive bl.a. Min-Mave.dk, Pinq.dk og Redpitt.com.

Andre indlæg i samme kategori



Additional Resources

Comments

  1. Det lyder da som en god idé at bruge dem der allerede er på havne i hele landet.
    Og tillykke med bilen! :-)

  2. Mikkel deMib Svendsen says:

    Ja, ik? Jeg ved faktisk ikke om der allerede ER nogle som har tænkt på det, men det er da oplagt når nu er allerede ER opsat alle de ladestandere i havnene.

    Såvidt jeg ved er der også ladestandere på mange campingpladser – og de fleste af dem er vist oveni købet 400 volt.

    Naturligvis skal der også andre ladestandere op – på veje, ved lejligheder, parkeringspladser i byerne osv, men det er da en god ide også at bruge dem der allerede er.

  3. Kim Jørgensen says:

    Dejligt med gratis strøm. Hvor stor kapacitet har batteriet?

  4. Kim Guldberg says:

    Hej Mikkel

    En post om det økonomiske aspekt søges. Lidt opstilling om hvad det koster dig at leje, hvad det ville koste at købe osv osv.

    Næste trind er så at få lov at teste andre forskellige el biler og hvad med en el motorcykel

    Mvh
    Kim

  5. Mikkel deMib Svendsen says:

    Der skal nok komme mere info om det økonomiske også og nogle spændende beregninger jeg arbejder på :)

    Jeg gider ikke teste de fleste andre elbiler der findes. Jeg har for meget stolthed og behov for komfort til at køre rundt i det meste af det lort der findes. Og en motorcykel får du mig aldrig op på – det har jeg mit liv for kært til.

  6. Hehe, Mikkel. Når jeg en dag får min Honda Goldwing med sidevogn, så lover jeg dig en tur. Så skal vi nok få omvendt din indstilling til motorcykler. :-)
    Men enig med hensyn til en ordentlig bil. Det er alfa og omega når der skal bruges flere timer på vejene.

    • Mikkel deMib Svendsen says:

      Da jeg var en lille dreng så jeg en alvorlig motorcykelulykke. Manden lå på gaden med hele ryggen flået op. Du får mig aldrig op på en motorcykel. Jeg vil hellere spise rå kylling og drikke benzin, samtidig med jeg springer ud fra rundetårn.

  7. Og her var så det rigtige link: http://ladestik.dk/opretstik.php?ret=1&stikid=202

  8. og her er så det rigtige link: http://ladestik.dk/visstik.php?stikid=202

Speak Your Mind

*

Modtag email med nye kommentarer. Du kan også abonnere uden at kommentere.