Politiet stoppede mig i min elbil …!
I dag skulle jeg til stor 50 års fødselsdag hos min elskede tante Helene i deres skønne hus i Bagsværd. Konen er på weekend-tur med sin skoleklasse, og datteren er i sommerhus med mormor, så der var kun mig og min søn Hampus på 5 år hjemme – og så var det jo oplagt at snuppe Tesla’en.
Jeg var en smule usikker på, hvordan bilen ville klar sig i regnvejret, da jeg kører med soft-top her i sommertiden. Der følger også en hard-top med til Tesla Roadsteren, men den er lidt besværlig at sætte på, så her over sommeren kører jeg med soft-toppen. Den er let lige at løfte af. nå¨r solen skinner. I manualen skriver de, at soft-toppen ikke er beregnet til at holde meget stærk og vedvarende regn ude. Men jeg tog chancen og satsede på at det gik …
Det gik heldigvis godt. På vejen derud – en tur på knap 70 km, regnede det ikke så meget. På vejen hjem styrtregnede det, og der begyndte jeg altså at blive lidt nervøs. Men der kom ike så meget som en dråbe vand ind i bilen. Det var jeg faktisk lidt imponeret over. Det er flot klaret af en soft-top. Så 10 point til Tesla for det!
Ude til festen var der en masse af min familie og skøre venner. De fleste er kunstnere, gamle hippier, pædagoger og det der ligner. Ikke overraskende gav mit nye vidunder en hel del opmærksomhed og dannede grundlag for en stor del af snakken. Elbiler, elbiler og mere elbiler. Heldigvis er det ikke et emne jeg sådan lige foreløbigt bliver træt af.
Min stedfar Poul var oprindeligt med til at opsætte Tvindmøllen – den første store vindmølle i verden. Den står i øvrigt stadig, på 35. år, og producerer strøm. Den mølle satte for alvor gang i hele det danske – og globale, vindmølleeventyr. Så vi fik os naturligvis en god lang snak om vindmølle-energi, andre alternative energiformer og ikke mindst hvordan netop vindmøller er den perfekte kombination med elbiler. Hele natten står de jo og producerer strøm, som der ikke er nogle aftagere til. Det vil være oplagt med en større elbil-park, der kan aftage al den strøm.
Jeg vil naturligvis anbefale politikerne, at de stimulere os elbilejere til at gøre brug af al den overskudstrøm om natten. Giv os den til halv pris – eller sådan noget. På Tesla’en er der en timer, så jeg selv kan bestemme hvornår den skal lade op. Giv mig et tidspunkt, hvor der er overskudsstrøm, så skal jeg gerne sætte opladningen til den tid. Men giv mig også et incitament til at gøre det.
Politiet stoppede mig i min elbil …
Og så er det vist tid at forklare overskriften på dette elbil-dagbogs indlæg.
På vej hjem var der politiafspærring på Hjortholmvej på vej ind mod Tølløse. Så for satan, tænkte jeg. Gud ved hvordan de vil håndtere en bil som Teslaen. Jeg blev vinket ind til siden og rullede vinduet ned. En flink politiman måtte helt ned i knæ for at kunne se ind i bilen. Nå, du sidder nok lavt i den der bil, konstaterede han tørt. Ja, sagde jeg, og tilføjede med stolthed i stemmen: Det er en elbil. Er det en elbil, spurgte han retorisk? Jeg er ikke helt sikker på han troede på mig.
Har du et kørekort, spurgte han. Og det havde jeg da. Det var lidt svært at krænge ud af lommen – man sidder jo, som den rare politimand havde konstateret, lidt lavt. Men det lykkedes da. Han kiggede på kortet og sagde så: Du har jo ikke kørekort til elbil. Jeg kiggede lidt underligt på ham, men kune så se, at det blot var udtryk for den til tider knastøre Vestsjællandske humor. Nej, nej, men det går nok, sagde jeg med en forsigtigt smil. Det mante han åbenbart også, for han vinkede mig videre og lod mig køre.
Satans også, tænkte jeg. Jeg kunne egentligt godt have tænkt mig, at få en fartbøde i min elbil. Måske ville det ligefrem være den første fartbøde til en elbil i Danmark. Nå, men det kan måske nås endnu …
Trygt hjemme igen blev bilen, på vanlig vis, straks sat til opladning. Den lyser så flot op når den lader. Det er altså lidt porno-agtigt. På displayet kune jeg konstatere, at der var ca. 140 km “ideal range” tilbage ud af de 285 km som jeg startede med. Turen frem og tilbage var på ca. 140 km, så det ser ud til at jeg har kørt nogenlunde indenfor den beregnede “ideal range”. Det er jo godt, at man kan regne med det – selv med blandet motorvejs-, by og landevejskørsel.