København – verdens første CO2 neutrale hovedstad i 2025
Københavns overborgmester Frank Jensen har en ambitiøs plan om, at gøre København til den første hovedstad i verden som er 100% CO2 neutral. Og det skal ikke gøres ved, at vi helt holder op med at bruge energi og bevæger os tilbage til stenalderen. Det skal ske gennem investeringer i mere miljørigtige løsninger kombineret med en højere grad af CO2-fri energiproduktion.
Den plan kan jeg godt lide. Den er ganske vidst meget ambitiøs, men absolut ikke urealistisk.
Positionering som CO2 neutral hovedstad
Som marketingmand har jeg altid hyldet “positionering”. Værdien af at være førende på et område – uanset, hvor lille det måtte være er enorm. Det, at eje en position er guld værd. Alle folk kan huske Miss World, men ingen kan huske mis næsten-world. Alle kan huske guldvinderne, men de fleste glemmer sølv- og bronce-vinderne.
En af de bedste former for positioner at få er “den første …” for den er der aldrig nogle der kan tage fra dig. Jeg var f.eks. den første i verden, der skrev en bog på dansk om SEO. Siden da er der kommet flere andre SEO-bøger på dansk, men ingen kan nogensinde tage positionen, som den der gjorde det først fra mig.
I disse tider, hvor hele verden bevæger sig mod mere miljørigtig energiproduktion og reduktion af CO2 udledningen er der en meget stor værdi i, at sidde på vigtige positioner indenfor miljø-området. Danmark har allerede nogle af dem indenfor f.eks. vindmølleproduktion. At blive verdens første hovedstad, som er 100% CO2-neutral er en spændende position at få og jeg er sikker på den vil give masser af opmærksomhed.
Alene ambitionen om, at gøre København CO2- neutral har allerede genereret international opmærksomhed. På CNN kan du se et indslag, hvor de har været i Danmark og snakket med Frank Jensen om hele projektet: http://business.blogs.cnn.com/2011/06/13/a-carbon-neutral-copenhagen-by-2025/
CO2-neutral persontransport
Som det næste projekt – eller et parallelt projekt til København som CO2-neutral hovedstad, ville det være oplagt, at satse på en langt større andel af CO2-neutral persontransport. 100% CO2-neutral persontransport i København er nok svært at opnå, men der er ingen tvivl om, at andelen af CO2-neutrale transportmidler i byen kunne sænkes voldsomt over de næste 5-10 år, hvis der blev satset hårdt på det.
Min mening er, ikke overraskende, at elbiler er vejen frem mod en CO2-neutral persontransport. Prøv at forestille dig en storby som København, hvor alle bilerne kører på el … Ikke mere larm, ikke mere kvalmende bilos. Ikke alene vil det øge sundheden, det vil også gøre en masse boligområder, der i dag næsten er ubeboelige på grund af bilstøj og udstødningsgasser, meget mere attraktive.
København har allerede gjort mere for elbiler end de fleste andre byer. Således kan man i København parkere gratis hvis man kører elbil og der er opsat en del gratis ladestandere. Det er godt, men jeg tror der kunne gøres endnu mere.
Det vil f.eks. være logisk i forbindelse med den påtænkte betalingsring udenom København, at fritage elbiler. Det kunne godt få flere pendlere til at skifte til elbil. Der burde også reserveres endnu flere parkeringspladser til elbiler med dertil hørende ladestandere – og gerne i de mest attraktive områder. Det bør også udvides til at gælde indendørs – og mere beskyttede, parkeringspladser. Jeg vil ikke være så vild med at parkere min Tesla Roadster på gaden i København og parkeringshusene koster stadig penge for elbiler. Og så bør der sættes ladestandere op med en højere ladestyrke, end de 220 volt stik der sidder nu. Det går for langsomt med dem.
Til at starte med er det nok en god ide, at ladestanderne er gratis at bruge, men på sigt er det naturligvis klart, at der bør opkræves penge for den strøm man bruger. Det er blot meget vigtigt, at strømmen ikke kommer til at koste mere, end man betaler for strømmen i sin egen stikkontakt derhjemme. Og betalingen skal være lige så enkel, som det er at køre kreditkortet igennem en parkeringsautomat i dag.
Jeg arbejder på, at få en snak med Frank Jensen om miljø-ambitionerne for København – og naturligvis i særlig grad, snakke med ham om nogle af de ideer der kunne bruges til at øge andelen af elbiler i byen.