Bilvask af en Tesla Roadster
Man kommer jo ikke helt uden om det. En gang imellem skal alle biler vaskes. Også en Tesla Roadster. Ja, måske enda i særlig grad en Tesla Roadster – eller enhver anden sportsvogn, for den sags skyld. For det er jo ingen hemmelighed, at et af formålene med at køre rundt i netop en lækker sportsvogn er at se lidt godt ud. Og det gør man altså ikke i en møgbeskidt super car.
Men spørgsmålet er, hvordan man vasker sådan en cabriolet, der her om sommeren blot har et tyndt stoftag på. I nedenstående video vil jeg fortælle lidt om det – og meget andet. Med mig i bilen har jeg mit søde datter Oona på 8 år. Hun er ret vild med at køre i Tesla Roadster. Det er også hende der har taget billederne af mig der vasker bil.
Jeg har lagt dette videoindlæg i kategorien “Stjerner i en Elbil” selvom det falder lidt udenfor den snævreste fortolkning af konceptet. Men i mine øjne er Oona nu en stjerne 🙂
Som jeg tidligere har nævnt synes jeg min Tesla Roadster har en tendens til at blive meget snavset meget hurtigt. En af årsagerne er naturligvis den klare orange farve. Der skal ikke ret mange pletter til før man ser det. Men det er ikke det eneste.
Der er nogle detaljer omkring den måde, som vand (og snavs) sprøjtes fra forhjulene, op ad siden og ind under fordørene, som ikke er så hensigtsmæssig. I hvert fald ikke ud fra en betragtning om, at man jo gerne vil have, at sådan en sportsvogn fremstår ren og pæn det meste af tiden.
Det er klart, at det naturligvis bliver meget værre, når der er vådt på vejene. Så måske er en af løsningerne, at holde sig fra at køre ud, når det regner, eller lige har regnet og der ligger alt for store vandpytter. Når det er tørt er problemet i hvert fald ikke nær så stort.
Jeg ved ikke om Tesla kunne have konstrueret det anderledes. På nogle af Tesla debatterne kan jeg se, at andre har brokket sig over det samme problem. Nogle har forsøgt sig med et par ekstra “flapper” bagved forhjulene, men det ser ikke så fedt ud. Og jeg skal i hvert fald ikke selv igang med den slags ombygninger. Så helelre leve med en ekstra bilvask i ny og næ.
Næste gang bilen skal vaskes vil jeg nok prøve at køre den i en vaskehal. Når nu min leverandør, og Tesla (uofficielt) via dem, siger at det kan man godt, så kan jeg vel roligt gøre det. Det er trods alt en del lettere, og prisforskellen på en “manuelt” bilvask og en bilvask i en bilvaskeautomat er faksisk ikke så stor. Jeg tror bilvasken i Holbæk kom til at koste mig 4 poletter af 10 kroner. En automatisk sommer bilvask kan vel fås for 60-70 kroner.