Myter om elbiler bygger på dårlige elbiler
Jeg støder desværre ind i rigtig meget vrøvl og mange myter om elbiler, som tilsyneladende bygger på, at de fleste kun kender til – eller ønsker at kende til, de dårligste elbiler på markedet.
Dem der sælger de mindre gode elbiler ignorerer det faktum, at der findes bedre elbiler end dem de sælger. De journalister der dækker området ved ofte alt for lidt om elbiler, og de politikere der skal tage beslutninger der har betydning for elbilernes udbredelse, lytter desværre alt for meget på leverandørerne af de dårlige elbiler og de myter der følger.
Et af de vigtige formål med mit elbil-projekt og denne blog er, at rydde så mange af myterne om elbiler af vejen, så den offentlige dækning af området bliver så korrekt som muligt og så de vigtige beslutninger politikerne tager bliver taget på et korrekt oplyst grundlag.
Jeg synes dog at det ofte er en hård kamp op ad bakke. Udbyderne af de dårlige elbiler og dårlige løsninger på elbil-infrastruktur kæmper hårdt for at overbevise offentligheden og politikerne om, at deres “halve sandheder” er korrekte. Og de har mange midler at gøre det med. Jeg er bare en lille brik i den sammenhæng.
Men jeg giver ikke op! Det er kun godt et måned siden jeg startede denne blog og jeg lover, at jeg vil fortsætte min kamp mod de mange myter og usandheder om elbiler, der florerer – også efter det nuværende 1-årrige projekt slutter.
Jeg har dog også oplevet mange positive ting i Elbil Bloggens korte levetid. Journalister er allerede begyndt at ringe, for at få mit syn på specifikke elbils-spørgsmål, og politikere og andre interessenter er også begyndt at melde sig på banen. Det er godt. Det er jeg rigtig glad for. Og jeg står naturligvis glædeligt til rådighed for dem alle.
Når almindelige mennesker tror på myterne om elbiler er konsekvensen, at de bliver mere tilbageholdende i forhold til at overveje køb af en elbil – enten nu eller senere. Det er ærgeligt.
Når journalister lader sig overbevise af myterne er det med til at cementere dem – for det der står i avisen er jo sandt, ik?
Men værst af alt er det næsten, når politikerne ender med at tro på myterne om elbiler, for så er konsekvensen, at de tager forkerte beslutninger, som i værste fald kan skade udbredelsen af elbiler stik imod det de ellers har intentioner om.
Der er bred politisk enighed i Danmark om, at det er en god ide at få mange flere til at køre elbil frem for benzin- eller dieselbil. Det er godt. Men det er ærgheligt, når politikerne f.eks. tror, at elbiler ikke kan køre mere end 150 km på en opladning. Det kan de sagtens. Min Tesla Roadster er et glimrende eksempel på, at man sagtens kan bygge elbiler – selv i dag, som kan køre meget længere. Men det kræver naturligvis at de andre elbilsproducenter tager sig sammen! Det kræver både et et politisk og et folkeligt pres.
Vi skal ikke finde os i dårlige elbiler, når meget bedre kan laves. Vi skal ikke finde os i kun at spare 20% ved skift til en elbil, når man i virkeligheden kan spare over 50%. Det kræver, at vi presser producenterne og det kræver at vi stiller meget skrappere krav til både leverandører og de selskaber der forsøger at kuppe udviklingen af den nødvendige ladestander-infrastruktur. Det kræver både folkelig og politisk forståelse og opbakning.
Uanset om du selv er tæt på eller langt fra at overveje at skifte til elbil, så håber jeg du vil hjælpe mig i min – og vores, kamp for at få flere korrekte informationer om elbilerne og deres faktiske muligheder på bordet. Det kan du bl.a. gøre ved at deltage her, og i alle mulige andre sammenhæng hvor du støder på myter og misforståelser om elbiler, at henvise folk til Elbil Bloggen og mig.
Jeg takker på forhånd for din hjælp 🙂