Radioavisen cementerer myter om elbiler
I Radioavisen hørte jeg i går et indslag om elbiler. Det er i sig selv godt. Jeg er glad for, at der er stigende fokus på området. Desværre så lader både Radioavisen og de fleste andre større medier sig i al for høj grad påvirke ensidigt af nogle få af de kommercielle spillere på markedet, som ser en fordel i at fastholde visse myter om elbiler.
Den myte som jeg p.t. kæmper mest imod, er myten om, at elbiler kun kan køre 120-150 km på en opladning. Det var også den myte, som Radioavisen i går helt kritikløst fik fremført. Det er jeg rigtig ked af. For som sagt er det en myte. En myte som særligt to selskaber i Danmark har direkte interesser i opretholdes: ChoseEV og Better Place. For disse selskaber satser i høj grad på, at folk køber elbiler med en kort rækkevidde og så tilmelder sig (ret dyre) abonnementer hos dem, så de kan tanke strøm rundt omkring i landet på deres lukkede ladestander infrastruktur.
Men faktum er, som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, at elbiler skam slet ikke behøver at have så dårlig en rækkevidde. Min Tesla Roadster kan køre 400 km på en opladning, den nye Tesla Model S kan køre 500 km, og så er der alle hybridbilerne. Ja, det er rigtigt, at nogle elbiler kun kan køre 150 km eller mindre på en opladning, men sådan behøvede det ikke at være, hvis bare alle elbilsproducenter gad at tilbyde modeller med større batterier. Det kan godt lade sig gøre. Når Tesla kan, så kan de naturligvis også.
Jeg kæmper en hård kamp for at få lidt kvalificeret modspil til dinne og andre myter om elbiler i de store medier. Men det er en hård kamp. Better Place og ChoseEV har mange folk og penge at gøre godt med. Jeg kæmper ene mand. Så jeg synes det kan være lidt svært at trænge igennem.
Jeg har derfor brug for al den hjælp jeg kan få – fra dig og alle andre, til at udbrede mere korrekte informationer om elbiler. Informationer der ikke er drevet frem af særlige kommercielle interesser med af fakta. Mit må er at skabe så god grubund som muligt for, at vi kan få mange flere elbiler på gaderne i Danmark. Det tror jeg der er størst sandsynlighed for, hvis forbrugere og politikere får de korrekte informationer om elbiler, det at køre elbil og de reelle udfordringer vi står overfor.