Elbil-taxi straffes økonomisk
Jeg har haft en del dialog med Carl Nielsen fra firmaet Clear Drive, som arbejder på forskellige innovative tjenester med elbiler. En af de meget spændende projekter de har arbejdet på er etableringen af Danmarks første rene elbil-taxi service. Men lige nu ser projektet desværre ud til at strande på tre ting – den ene er, at man straffes økonomisk, hvis man er så “åndssvag”, at ville lave et taxi-selskab, der udelukkende kører med elbiler.
1. problem: Man straffes hvis man køber elbil taxi
Når man køber en almindelig benzin eller dieselbil til Taxi-kørsel får man den uden afgifter. Det gør at en stor flot Mercedes til næsten en million kun koster nogle få hundrede tusinde kroner. Når bilen så har kørt nogle år som taxi er den blevet “frikørt” og kan herefter sælges uden, at den oprindelige høje afgift skal tillægges.
Det betyder i praksis, at Taxi-selskaberne kan sælge de brugte benzin- og diesel taxi-biler for stor set samme pris som de giver for dem. Deres eneste omkostning mens bilen kører som taxi er således drift og vedligeholdelse.
Helt anderledes ser regnestykket ud, hvis man køber en elbil, som man vil bruge som Taxi. En oplagt elbil til taxi-kørsel er den kommende Tesla Model S. Den kommer til at koste ca. 500-700.000 kr. Der er ingen afgifter på en elbil, og dermed bliver prisen den samme uanset om man køber den privat eller som taxi.
Når bilen så skal sælges igen, efter f.eks. 3 år som det typisk sker med almindelige taxi-biler, så har den naturligvis tabt i værdi. Men da den oprindelige pris som elbil-taxi-selskabet har betalt for den er den samme som en forbruger skal betale, så må taxi-selskabet bære hele tabet selv. Det kan sagtens beløbe sig til nogle hundrede tusinde kroner. Dertil kommer så omkostninger til drift og vedligeholdelse – præcis som med almindelige taxier.
Omkostningerne til vedligeholdelse og drift forventes ganske vidst, at være lidt lavere med en elbil, men til gengæld er der stor usikkerhed om hvor meget prisen vil falde på f.eks. 3 år. Mange spår, at prisen nok vil falde lidt hurtigere på en elbil, da der er tale om ny teknologi som fortsat udvikler sig meget hurtigt.
Jeg ved ikke nøjagtigt hvad man politisk skal gøre ved dette problem. Men problemet er der! Og hvis politikerne – og vi som befolkning, ønsker at de mange storsvinende taxier i byerne skal skiftes ud med elbiler, så skal der gøres noget ved det. Det er i forvejen ikke nogen guldgruppe at køre taxi, og derfor kan og vil taxi-selskaber naturligvis ikke påtage sig en så stor ekstra omkostning ved at gå over til elbiler. Det synes jeg heller ikke de skal.
2. problem: Prioritering af kørslerne
Der findes nogle ret stramme regler for, hvilke kørsler taxi-centralerne skal sige ja til og hvilke de ikke må sige nej til. Det fungerer vist også OK når det handler om almindelige biler, som jo kan køre alle ture. Men med elbiler er det anderledes. Hvis en elbil kun har lidt strøm tilbage kan den ikke tage imod en lang tur. Så skal den først tankes op og det tager som bekendt stadig lidt længere tid end med en benzin- eller dieselbil.
Det er derfor nødvendigt med nogle justeringer af de love og regler der gælder på dette område, så det bliver lovligt at prioritere kørslerne med elbil-taxi, så de ikke løber tør undervejs på en tur.
3. problem: Taxi-branchen ligner en mafia
Det sidste problem er, at tildelingen af taxi-bevillinger er ekstrem konservativ – ja, man kunne næsten tale om en slags taxi-mafia. Man skal have kneppet med de rigtige, bestukket lidt flere, og været en del af branchens indercirkler i et halvt liv for at få så meget som en enkelt bevilling. Det er i hvert fald det som alle, der har prøvet at få en af de nødvendige bevillinger, har oplevet.
De gamle taxi-selskaber har ikke vist den store interesse for at gå over til elbiler. Det kan naturligvis til dels skyldes de økonomiske problemer, som beskrevet ovenfor, men jeg mistænker også at det også skyldes almindelig træghed og konservatisme i denne gamle branche.
Vi vil have elbil taxi … nu!
Jeg tror de fleste beboere i storbyerne kan skrive under på, at det ville være en kæmpe gevinst for bymiljøet, hvis vi kunne få udskiftet de fleste af de gamle dieseltaxier med nye moderne, støj- og lugtfrie elbil-taxier. Og brugbare biler er på markedet. Nissan Leaf og Renault Fluence kunne godt bruges og en Tesla Model S kan snildt hamle op med en stor Mercedes.
Alle politikerne snakker også optimistisk om elbiler. Både de og vi ønsker flere af dem. Særligt i byerne. Men som sagt kræver det, at der politikerne få fingeren ud og får løst de tre ting:
- Der skal findes nogle løsninger, så taxi-selskaberne ikke straffes økonomisk hvis de vælger at skifte til elbil. Tværtimod burde de have et økonomisk incitament til det.
- Regler og love skal ændres, så man kan prioritere turene med elbil-taxi, så de ikke løber tør på vejen.
- Det skal gøres lettere for nye innovative virksomheder, som Clear Drive, at få bevilling til at oprette nye rene elbil-taxi-selskaber. Den meget svære tilgang til bevillinger skader innovationen i markedet.
Jeg spørger så bare – hvad fand’en venter de på…?