Københavns Kommune bekæmper elbiler
Københavns Kommune har, sammen med andre omegnskommuner, en vedtaget politik om at fremme udbredelsen af elbiler. Og det er jo en fin politik at have. Problemet er så bare, at de i praksis ser ud til at gøre mere skade en gavn i forhold til deres fine målsætning med deres praktiske handlinger. Og det er direkte åndssvagt.
Københavns Kommune har i mange år haft nogle ganske få offentlige ladestandere og fri parkering for elbiler. Den fri parkering for elbiler droppede de, efter at nogle emsige embedsmænd sidste år skræmte politikerne med, at det nok ikke var helt lovligt. Og de offentlige ladestandere nedlægges som konsekvens af byggeri, uden at der etableres nogle andre som erstatning for disse.
Hvordan det lige harmonerer, med en politik om, at ville udbrede elbilerne i Københavns Kommune kan jeg ikke forstå.
Men ikke nok med det. Københavns Kommune har øjensynligt, i lighed med mange andre kommuner, valgt at overdrage en masse af byens parkeringspladser til et par private selskaber – i særlig grad Better Place. De har så fået et de-facto monopol på elbil-parkeringspladser og har sat deres ladestandere op der.
Problemet er så bare, at der næsten ikke er nogle danskere, der har købt den Renault Fluence, som p.t. er den eneste bil der kan bruge disse ladestandere, så parkeringspladserne står gabende tomme hen.
Vi andre, der allerede kører rundt i andre typer af elbiler, kan ikke få glæde af dem – for vi kan ikke lade fra disse standere.
Hvis Københavns Kommune virkelig mener deres politik, om at fremme elbilerne i byen, så må de altså til at tage sig alvorligt sammen og følge deres fine ord op af handlinger, der faktisk fremmer elbilerne i stedet for, som nu, det modsatte.