Jeg bruger min elbil i hverdagen
En Tesla Roadster er på mange måder en meget upraktisk bil. Men det er ikke så meget fordi det er en elbil, men fordi det er en lille 2-personers sportsvogn. Der er ikke så meget plads i den – hverken til mennesker eller baggage. Og så er der naturligvis også lidt udfordringer i forhold til at venne sig til, at bruge en elbil i hverdagen.
Da jeg fik overdraget bilen sagde leverandøren – og min sponsor (Lease-a-Star), at jeg jo nok ikke ville bruge bilen så meget i hverdagen til småture og den slags, fordi den jo er lidt lille og iøvrigt lidt bøvlet at komme ind og ud af (en historie i sig selv!). De havde selv oplevet, at det ofte var lidt lettere bare at hoppe ind i en af de almindelige benzinbiler, når man lige skal ned til købmanden.
Men de tog fejl. Jeg oplever i stigende grad, at jeg faktisk bruger min elbil hver eneste dag – også til alle de der små ture. Og det er der flere gode grunde til …