Drenge elsker Tesla Roadster

Der er ingen tvivl om, at en smart sportsvogn – uanset om den er på el eller ej, får folk til at vende sig om på gaden. Det er vel sådan set også en del af pointen med sådan en potensforlænger. De fleste er dog forholdsvis diskrete, kigger efter bilen når den kører forbi, eller vender sig diskret om, når den holder på gaden. De færreste kommer hen og spørger om noget. Vi danskere er måske generelt lidt (for) tilbageholdende.

Men der er en gruppe der skiller sig markant ud: Drenge. Særligt små drenge på 10-12 år. De har heldigvis ikke lært endnu, at holde sig pænt tilbage. De har ingen åndssvage hæmninger. De kommer direkte hen til bilen, stiller sig op og spørger løs.

På vej hjem fra København i går stoppede jeg hos min gode ven, komponisten, produceren og mastering guruen Holger Lagerfeldt. Jeg havde lovet ham en lille tur i elbilen. Holger har studie på Njaldsgade på Amager, hvor en stor del af de andre bedste danske producere og populære artister også holder til.

Holger og jeg kørte en lille tur. Jeg ville egentligt have optaget det på video, men jeg kunne ikke få mit ellers dejlige GoPro HD til at virke. Ej hvor irreterende. Det var først da jeg kom hjem, at jeg opdagede, at jeg havde glemt at sætte data-kortet i . Fjols! 🙂

For første gang prøvede jeg at skifte til “Performance Mode” på Teslaen. Det er i denne mode bilen har den kraftigste acceleration. WOW! Den er altså markant hurtigere på den måde, end i “normal mode”. Holgers kommentar på Facebook efter turen var:

The acceleration in this thing is sick.
The blood left my feet at 0-100 km/h in 3.9 sec.

– og det er sådan set meget godt beskrevet. Man bliver simpelt hen mast tilbage i sædet. Det er som at blive skudt afsted i en raket. Fedt!

Da vi kom tilbage kørte vi ind i gården på Njaldsgade. Der gik ikke mange sekunder, så dukkede der en lille flok unge drenge op. De fik straks øje på Tesla’en og var tydeligt imponeret. De gik direkte hen til os og begyndte at spørge løs om alt muligt. Hvor hurtigt kører den? Er det virkelig en elbil? Hvad koster den? Flere af dem havde hørt om Tesla, men aldrig set den selv. De ville vide alt muligt.

Holger og jeg svarede så godt vi kunne på deres mange spørgsmål. De var virkelig søde. Det er altså fedt, at de bare kommer hen og spørger så uhæmmet. De er så dejligt nysgerrige og åbenlyst positivt imponeret. Drenge i den alder er altså guld værd. Det er trist at deres umiddelbare glæde ved ting og ubekymrede, fordomsfri og u-generte tilgang til andre, har det med at aftage med alderen. Vi burde aldrig blive ældre end 12 år 🙂

4 Kommentarer

neeeeeeej! det skulle jeg have vidst – vi har jo også kontor der.
Jeg kunne godt have brugt 10 minutter på at savle over en Tesla 🙂

Svar

Jeg vil straks gerne indrømme jeg når som helst vil savne over dette vidunder – og endnu bedre ville jeg nok også selv investere i noget magen til, når først økonomien er beskrevet lidt bedre, for indtil videre ser det da ud som om både komfort, køreevner, skønhed og en fair oplevelse bag rattet hænger fornuftigt sammen.

Så det handler vist bare om ikke at glemme den indre dreng. Den dag han forsvinder så er det noget værre noget. 😉

Svar

savne = savle
Undskyld stavefejlen…

Svar

Det er helt i orden – det er svært at savle og stave samtidig 🙂

Svar

Skriv kommentar