Elbil økonomi: Pendlere kan spare over 6.000 kroner pr. måned ved at skifte til elbil

Mange folk har en forestilling om, at det er dyrere at køre i elbil end en traditionel benzin- eller dieselbil. Elbilerne koster rigtig nok mere end traditionelle biler og så er der omkostningen til batterierne. Og ja, det er bestemt et problem, at anskaffelsesprisen på elbiler fortsat er i den høje ende og at batterierne er så kostbare.

Men næsten ingen har indtil nu sat sig ned og regnet på de besparelser der er ved, at skifte til elbil – hvad man faktisk sparer ved at bytte det stinkende og larmende benzinbil-monster ud med en ren, støjsvag og økologisk elbil. Det har jeg. Og resultatet er overraskende for de fleste.

Mine beregninger viser, at pendlere kan spare over 6.000 kroner pr. måned ved at skifte til elbil. Hvis man bruger de penge på et almindeligt 6-årrigt billån giver det næsten 400.000 kroner kontant, som man så kan putte i elbilen. Det er rigeligt til at dække både merudgiften til selve elbilen og de ekstra omkostninger, der på et tidspunkt kommer til udskiftning af batteriet.

Så meget sparer du ved at skifte til elbil

Udgangspunktet for mine beregninger er  de tre biler jeg selv har ejet inden for de seneste måneder: En lidt ældre Mercedes E230, en Mercedes A160 CDI og så min nye Tesla Roadster elbil.

Den gamle Mercedes E230 kører kun omkring 9 km pr. liter og er på benzin. Min nye Mercedes A160 CDI kører på papiret 20,4 km pr. liter og er på diesel. I praksis ligger den dog nærmere på 19 km/l ved almindelig blandet kørsel.

Min Tesla Roadster ligger på 125-150 watt timer pr. km ved almindelig til frisk blandet kørsel – 130 watt timer hvis man kører på nogenlunde samme måde, som de andre biler skal køres for at opnå ovenstående driftsresultater.

Jeg har opdelt mine beregninger i 4 dele:

  1. Driftsmidler
  2. Vedligeholdelse
  3. Parkering
  4. Ejerafgift

Jeg har taget udgangspunkt i et kørselsbehov på 2.000 km pr. måned. Det er sådan nogenlunde det jeg selv kører og nok ikke så langt fra hvad mange andre daglige pendlere til København kører. Hvis man kører mere bliver regnskabet bedre. Kører man mindre bliver det lidt mindre godt.

Besparelse på driftsmidler

En af de helt store besparelser ved at gå over til elbil er på driftsmidlerne – altså strøm i forhold til benzin eller diesel. Den primære årsag til dette er, at en elmotor er så meget mere effektiv end en forbrændingsmotor. En meget stor andel af energien i en forbrændingsmotor går til spilde og bliver omsat til varme. Under 30% af energien bliver omsat til fremdrift. I en elmotor er det op til over 90% af energien der bliver omsat til fremdrift.

En Tesla Roadster, har min erfaring vist, bruger ca. 130 w/t pr. km. Hvis man omregner det til benzin svarer det til ca. 48 km. pr. liter. Og det er jo fantastisk godt.

Med udgangspunkt i de 2.000 km. kørselsbehov pr. måned kan følgende regnestykke opstilles:

Forbrug med Tesla Roadster elbil:
130 watt timer pr. km (0,13 KWh)
Månedlige forbrug: 260 KWh.
Samlet omkostning pr. måned: 520 kr. (ved en KWh-pris på 2,00 kr.)
Samlet omkostning pr. år: 6.240 kr. pr. år.

Forbrug med Mercedes E230
9 km pr. liter (benzin)
Månedligt forbrug: 222,22 liter benzin
Samlet omkostning pr. måned: ca. 2.777,75 kr. (ved en literpris på 12,50 kr.)
Samlet omkostning pr. år: ca. 33.333 kr.

Forbrug med Mercedes A160 CDI
19 km pr. liter (diesel)
Månedligt forbrug: 105,26 liter diesel
Samlet omkostning pr. måned: ca. 1.157,86 (ved en literpris på 11 kr.)
Samlet omkostning pr. år: 13.894,32 kr.

Besparelse på driftsmidler:
I forhold til Mercedes E230: 2.257,75 kr. pr. måned / 27.093 kr. pr. år
I forhold til Mercedes A160 CDI: 637,86 kr. pr. måned / 7.654,32 pr. år

I beregningen er der taget udgangspunkt i, at man køber sin benzin på en almindelig gennemsnitlig tankstation og strømmen hos sin almindelige el-leverandør. Nogle betaler lidt mere end 2 kr. pr. kw/t og nogle lidt mindre. Men de 2 kroner er et meget godt gennemsnit.

Man kan så naturligvis vælge at investere i sin egen elproduktion, hvis man har plads til det. Et solcelleanlæg der kan producere de godt 3.000 kw/t der skal til for at køre de 2.000 km. månedligt, som jeg har regnet med her, kan allerede i dag fås for under 100.000 kroner inkl montering.

Der er normalt 25 års garanti på sådan et anlæg, og de leverandører jeg har snakket med siger, at det sagtens kan holder 30-35 år før det bør udskiftes. Så du kan altså få “gratis” strøm til din elbil i 30 år for blot 100.000 kroner. Det giver så en pris på bare 277,77 kr. pr. måned – eller ca. det halve af den pris du betaler hos dit elselskab i dag.

Om 10, 20 eller 30 år skal du dog ikke regne med at kunne købe strømmen til 2 kr pr. KWh så i praksis bliver besparelsen meget større. Jeg er overbevist om, at prisen på strøm vil stige meget mere end forrentningen af den kapital der skal til for at investere i sådan et anlæg.

Der er så også den fordel ved at lave sin egen solcellestrøm, at du er 100% økologisk og absolut ingen CO2 udleder. For slet ikke at snakke om det faktum, at man bliver uafhængig af de stigende energipriser. Den løsning kunne jeg godt blive fristet af selv.

Besparelse på vedligeholdelse

Der er også en del penge at spare på vedligeholdelsen af en elbil i forhold til en bil med forbrændingsmotor. Vedligeholdelse af dæk, styretøj og bremser er naturligvis nogenlunde det samme, men i forhold til motoren koster det væsentligt mindre at vedligeholde en elmotor frem for en forbrændingsmotor.

En forbrændingsmotor i en bil består af over 1.000 bevægelige dele. En elmotor, som den i en Tesla Roadster, har kun en! En elmotor er en meget simpel maskine – en forbrændingsmotor er omvendt utrolig kompleks. En forbrændingsmotor kræver store mængder smørringsolie, der skal udskiftes med jævne mellemrum, udstødningen skal skiftes en gang imellem osv. En elmotor klarer sig med et par dråber “symaskineolie” og har ingen udstødning. En elmotor er næsten vedligeholdelsesfri og går meget sjældent i stykker. Det kan man bestemt ikke sige om en forbrændingsmotor.

Der er svært at lave et helt præcist regnestykke på, hvad det koster at holde en benzinbil som Mercedes E230 eller Mercedes A160 kørende – og endnu sværere med en Tesla Roadster. De første fordi det afhænger ekstremt meget af alder og måden bilen køres på, og den sidste fordi der ganske enkelt ikke er så mange års erfaring med dem endnu.

Jeg har snakket med mekanikerne på P. Christensens værksted, som er meget erfarne i Mercedes biler og jeg har personligt næsten 10 års praksisk erfaring med min tidligere, og lidt ældre E230. Baseret på min erfaring og det mekanikerne siger er det ikke helt ved siden af, at beregne en vedligeholdesesudgift på Mercedes bilerne på omkring 60 øre pr. kilometer. Det giver et samlet årligt budget på ca. 14.000 kr. svarende til 1.200 kr. pr. måned.

De foreløbige erfaringer med Tesla Roadster er, at vedligeholdelsesomkostningerne er ekstremt små. Motoren går ikke i stykker. En gang imellem skal firmwaren opdateres via det indbyggede USB stik. Det er stort set det. Hvis vi sætter vedligeholdelsen til 20 øre pr. kilometer i beregningen er det nok højt sat. Det giver en samlet årlig omkostning på 4.800 kr. svarende til 400 kr. pr. måned.

Besparelse på vedligeholdelse:
Besparelsen på vedligeholdelse bliver således ca. 9.600 kr. pr. år – eller 800 kr. pr. måned

Besparelse på parkering

Parkering er en af de helt store udgifter hvis man pendler til en storby som København. Hvis man parkerer mange dage om måneden er den “billigste” løsning et månedskort. I København koster et månedskort til parkering på gaden 2.770 kr.  Elbiler parkerer gratis!

At der så oven i købet er flere og flere steder i København, hvor man ud over at kunne parkere gratis samtidig kan tanke gratis el gør bare regnestykket meget bedre. Men det har jeg ikke indregnet i denne beregning.

Besparelse på parkering:
Besparelsen på parkering ved at skifte til en elbil, hvis man pendler til København er således de 2.730 kr. , som et parkeringskort ellers ville koste. Du kan se en samlet oversigt over de forskellige løsninger for parkeringsbetaling i København her.

Nu ved jeg godt, at der her de seneste uger har været en nyhed ude om, at København slet ikke må give gratis parkering til elbiler. Men indtil nu kører det stadig og jeg er ret sikker på, at hvis den nye fortolkning af færdselsloven er korrekt, så vil den blive ændret – eller der blive givet en dispensation for de regler der måtte forhindre gratis parkering til elbilerne.

Der er et meget stort flertal i Folketinget, som ønsker at støtte udbredelsen af elbiler – særligt i de forureningsplagede storbyer, og gratis parkering til elbiler er absolut en af de meget effektive metoder der kan stimulere denne udvikling. Set i det lys, og det faktum at også et stort flertal i Københavns byråd ønsker det gør at jeg er ret sikker på, at det vil fortsætte.

Besparelse på grøn ejerafgift (vægtafgift)

Den årlige grønne ejeragfift på biler (tidligere vægtafgift) er afhængig af, hvor mange kilometer din bil kører på literen. Da en elbil ikke bruger nogen som helst liter er afgiften nul kroner.

Afgiften for en Mercedes E230 er på: 6.480 kr. pr. år – 540 kr. pr. måned
Afgiften for en Mercedees A160 CDI på diesel er på: 3.220 kr. pr. år – 268,33 kr. pr. måned

Da afgiften for elbiler som Tesla Roadster er nul kroner er besparelsen lig med udgiften, som angivet ovenfor. Du kan se en samlet oversigt over grønne ejerafter for biler her.

Den samlede besparelse på at skifte til elbil

Den samlede besparelse ved at skifte fra en af de to benzinbiler brugt i dette eksempel til en elbil kan på baggrund af ovenstående beregninger opgøres til følgende:

Besparelse ved skift fra Mercedes E230 til elbil

Besparelse på driftsmidler: 2.257.75  kr. pr. md.
Besparelse på vedligeholdelse: 800,00 kr. pr. md.
Besparelse på parkering: 2.730,00 kr. pr. md.
Besparelse på grøn ejerafgift: 540,00 kr. pr. md.
Samlet besparelse: 6.327,75 kr. pr. md.

 

Det svarer til en samlet årlig besparelse på: 75.933 kr.
Hvis man bruger dette beløb på et almindeligt 6 årrigt billån – hvilket ikke er nogen særlig lang løbetid, svarer det p.t. til et udbetalt lånebeløb på hele 371.086 kr. ifølge billåns-beregneren hos Den Danske Bank. Strækker man det over 8 år bliver det udbetalte lånebeløb på 470.944 kr. – eller mere end halvdelen af prisen på en helt ny Tesla Roadster!

Besparelse ved skift fra Mercedes A160 CDI til elbil

Besparelse på driftsmidler: 637,86  kr. pr. md.
Besparelse på vedligeholdelse: 268,33 kr. pr. md.
Besparelse på parkering: 2.730,00 kr. pr. md.
Besparelse på grøn ejerafgift: 540,00 kr. pr. md.
Samlet besparelse: 4.176,19 kr. pr. md.

 

Det svarer til en samlet årlig besparelse på: 50.114 kr.
Hvis man bruger dette beløb på et almindeligt 6 årrigt billån svarer det p.t. til et udbetalt lånebeløb på 243.934 kr. Lader man det løbe over 8 år bliver det udbetalte lånebeløb på 309.828 kr. – eller mere end halvdelen af prisen på den nye Tesla S, når den kommer til næste forår!

Omkostninger til udskiftning af batteri

Som nævnt i indledningen mener jeg, at en så stor besparelse, som beregnet ovenfor, er rigeligt til at dække både den lidt højere anskaffelsespris på en elbil og de udgifter, der efter nogle års drift bliver på udsiftning af batteriet. Men lad os for regnestykkets skyld – og for at imødekomme eventuel kritik af mit regnestykke, bare se lidt nærmere på hvad den reelle omkostning faktisk er, og hvordan den påvirker det samlede resultat.

Et nyt batteri til en Tesla Roadster koster ca. 100.000 kr. inkl. moms på nuværende tidspunkt. Alle dem jeg har snakket med forudser, at den pris vil falde dramatisk over de kommende år. Men lad os bare holde fast i de 100.000 kr. lige nu. Så er det i hvert fald ikke sat for lavt.

Tesla giver en garanti på 100.000 miles – svarende til 160.000 km på batteriet. Jeg læste for nyligt, i en debat om Tesla, et indlæg fra en af de første Tesla Roadster ejere, som er nået op på de 100.000 miles med sin bil. Hans oplevelse er, at batteriet stadig er helt fint. Han mærker næsten ikke at det er slidt. Så konklusionen må være, at I forhold til en Tesla Roadster kan batteriet åbenbart godt holde endnu længere end de 160.000 km, som Tesla garanterer.

Lad os for regnestykkets skyld sætte den samlede levetid til 200.000 km. omend det er meget muligt, at det kan holde endnu længere. Det svarer så til en udgift på 50 øre pr. km. Med det kørselsbehov på 2.000 km. pr. måned, som vi har brugt i ovenstående regnestykke, bliver det så til en udgift på 1.000 kr. pr. måned – eller 12.000 kroner pr. år.

Det samlede resultat bliver så reduceret til en besparelse på 5.327,75 kr. i forhold til en Mercedes E230 og 3.176,19 kr. i forhold til en Mercedes A160 CDI. Stadigvæk rigeligt til finansiering af prisforskellen mellem en god benzinbil og en tilsvarende elbil. Og så skal der så ikke regnes med batteriudgiften oveni – det fulde beløb fra besparelse kan bruges til køb af elbilen.

Hvor meget koster en elbil netto

En Tesla Roadster er p.t. den dyreste masseproducerede person-elbil på markedet. Det er så også den ultimativt fedeste. Den koster fra 825.000 – ca. 950.000 kroner, alt efter hvilken model og ekstraudstyr man vælger.

En Tesla Roadster kan leases hos Lease-a-Star for 12.500 kroner pr. måned inklusiv moms. Hvis vi fratrækker besparelsen på de 6.327,75 kr., hvis man skifter fra en Mercedes E230, er den reelle nettoomkostning blot 6.172,25 kr. pr. måned. Og det er så for verdens p.t. fedeste elbil – en super sportsvogn. Du får ikke nogen som helst andre sammenlignelige sportsvogne i nærheden af den pris!

Hvis man vælger en mere økonomisk elbil frem for en Tesla Roadster bliver nettoomkostningen naturligvis meget mindre. Mange af de mindre elbiler koster faktisk mindre end det, som man kan spare ved at skifte til elbil, og således vil der netto være tale om et direkte overskud – måned for måned, ved at skifte. Man kan f.eks. få en Citroen C1 Ev kan for lige omkring 200.000 kr. Det er nogenlunde samme prisleje som den kommende Renault Fluence Z.E. kommer til at ligge i.

Så min konklusion på det her større regnestykke er helt klar: Det er langt billigere at køre elbil – samlet set, end de fleste går og bilder sig selv og hinanden ind – allerede i dag! Og det vil sikkert blive endnu bedre i de kommende år.

Hvis du har kommentarer til mit regnestykke er du meget velkommen til at bidrage nedenfor. Hvis du arbejder for en avis eller andet medie, der gerne vil snakke lidt nærmere med mig om det er du naturligvis velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen, email (mikkel@demib.com) eller telefon: 22 27 07 10

9 Kommentarer

Meget fine beregninger!

Nogle af elbilerne, f.eks. Nissan Leaf har en opbygning af batteriet der gør at defekte celler kan udskiftes, så man ikke behøver at erstatte hele batteriet på en gang., hvis det kun er en celle der er defekt.

Det bliver naturligvis først nødvendigt når garantien udløber.

Svar

Tak for en god beregning. Det giver et godt overblik, som absolut er værd at have med i betragtning næste gang dytten skal skiftes.
Tak for grundigheden. 🙂

Svar

@Mikkel: “De foreløbige erfaringer med Tesla Roadster er, at vedligeholdelsesomkostningerne er ekstremt små. Motoren går ikke i stykker.”

Så er det nok en medvirkende årsag til at EL-biler er så dyre og ikke særligt udbredte endnu. En masse mekanikere vil blive arbejdsløse 🙁

Svar

Nu har mekanikere jo ikke rigtig nogen mulighed for at forhindre udviklingen eller hvad folk køber. Så jeg tror ikke rigftig på den teori

Svar

Ville det være relevant at lave en ny og opdateret udregning af tallene i dette indlæg med en lidt mere “slidt” elbil – jeg kunne forstå ud fra et af dine nyere indlæg, at batteriet ikke holder helt så godt, som det gjorde til at starte med? 🙂

Svar

Det er faktisk ikke et spørgsmål om slid. Jeg har ikke kunne finde ud af årsagen til, at min Tesla Roadster i en kort periode kørte så uøkonomisk, men som du kan læse i nyere indlæg, så kører den faktisk igen rigtig økonomisk – faktisk endnu bedre end før. Læs f.eks. her: http://www.elbilbloggen.dk/elbil-dagbog/tesla-roadster-oekonomisk.html

I et endnu nyere indlæg (som ikke er lagt på endnu) er jeg faktisk helt nede på 118 wh/lm på en tur til København og så bliver regnskabet jo endnu bedre! 🙂

Svar

Haha, der kan man bare se!

Hvis din Tesla holder den nye stime ender du i så fald med alligevel at måtte omskrive / genudgive det her indlæg – blot med endnu bedre resultater end sidst. 😉
En elpris på under 30 øre per kilometer siger egentligt det hele. Super, at bilen også klarer sig spotless efter knap et år.

Svar

Nu slutter mit 1-årrige projekt jo desværre, så jeg går nok ikke igang med andre beregninger lige nu 🙂

Svar

[…] det, at en sådan bil er mere økonomisk forsvarlig end en benzinbil. Elbilbloggen.dk har lavet en omfattende udregning af økonomien i en elbil, hvor det fastlås, at besparelsen fra en almindelig benzinbil er på ca. […]

Svar

Skriv kommentar