6 løsninger på elbiler der kan køre meget langt

I det daglige er en elbil, som min Tesla Roadster, med sine ca. 400 km rækkevidde glimrende. Jeg har som tidligere nævnt endnu ikke oplevet situationer, hvor rækkevidden var et problem.  

Men hvis man skal på bilferie i Sydeuropa er det naturligvis ikke nok. Det tager mindst 6-8 timer at lade den op, så det vil tage lige lovlig lang tid at komme til f.eks. det sydlige Italien – og hjem igen.

Der findes grundlæggende set 6 forskellige bud, lige nu, på hvordan man kan lave en elbil der kan køre meget langt – uden at man bliver afbrudt i mange timer af genopladninger.

I dette indlæg vil jeg gennemgå de 6 forskellige bud på løsninger til at lave elbiler der kan køre længere end de bedste nuværende batterier kan klare …

De 6 løsningsmodeller, som jeg kender til, er følgende:

  1. Batterier der driver en elmotor – og er så store at de kan køre meget langt
  2. Batterier der driver en elmotor – med mulighed for hurtig opladning
  3. Batterier der driver en elmotor – med udskiftelige batterier
  4. Brændselceller der driver en elmotor – og som kan tankes op med brint
  5. En kombination af elmotor og forbrændingsmotor der driver bilen
  6. Batterier der driver en elmotor – med en forbrændingsmotor der kan lade batteriet op løbende

Lad os se lidt nærmere på de 6 løsningsmodeller …

Batterier der driver en elmotor – og er så store at de kan køre meget langt

Jeg er overbevist om, at vi på et tidspunkt vil få elbiler, som kan køre meget, meget langt på en enkelt opladning. I princippet er der ikke nogen øvre grænse for, hvad man ville kunne lave. Dygtige enginiører kan, hvis de får penge og tid nok, lave det mest utrolige – og for nogle helt uvirkelige.

Der findes i dag eksperiementale elbiler, som har tilbagelagt over 1.000 km på en opladning. Rekorden lige nu er sat med den tyske ‘Schluckspecht E’, der for nyligt tilbagelagde intet mindre end 1.631,5 km med et forbrug på kun 23 kwh. Denne bil kan dog ikke købes endnu – det er en testbil, og rekorden blev sat ved en meget lav og stabil hastighed. Men det viser trods alt, at det er muligt at nå langt, hvis der kæmpes med det. Og det bliver der.

Jeg tror dog ikke vi kommer til at se elbiler, som du og jeg kan købe, de første mange år, som kan køre flere tusinde km på en opladning. Der kan godt gå 10, 20 eller 30 år. Men jeg tror de kommer på et tidspunkt.

Udfordringen med at lave en elbil, der på en enkelt opladning kan køre meget langt er, at lave et batteri der er let nok. I princippet kunne man godt sætte et 500 kw bateri i en bil i dag. Problemet er så at den ville blive så forbandet tung, at det ville kræve en enorm mængde energi at trække den. Så man ville ikke komme så langt. Det kræver en helt ny form for batterier, der fylder mindre og vejer mindre og kan indeholde meget mere energi. Men som sagt, det tror jeg nok skal komme – det bliver bare ikke lige de første par år.

Batterier der driver en elmotor – med mulighed for hurtig opladning

Hurtig opladning af batterier er en forholdsvis ny teknologi. Den giver mulighed for at oplade elbiler 80% på 15-20 minutter – og nogle biler fuldt ud på noget der ligner 45 minutter. Det sidste er f.eks. tilfældet med den nye Tesla Model S.

På en tur til f.eks. Paris vil det så betyde, at man kan oplade bilen undervejs på mindre tid end det tager, at snuppe en frokost. Og således bliver det realistisk, at køre selv meget lange ture uden at blive afbrudt af for mange og lange ophold.

Denne teknologi findes allerede i dag. Den er desværre ikke udbredt endnu, men der er meget der taler for at den bliver det. Den grundlæggende infrastruktur – elnettet, der skal til findes allerede, så det er “bare” et spørgsmål om, at få disse særlige ladestationer opsat.

I Danmark er det vist foreløbigt kun ChooseEV der har opsat en hurtig opladning – den findes på Landegreven i København. Desværre sælges strøm fra denne kun på abonnementsbasis. Det synes jeg er utrolig dumt. Det bør også sælges kontant for en fast kw-pris, så os der ikke gider indgå i abonnementer, eller folk der kommer på besøg fra udlandet, kan bruge ladestationerne.

Denne løsning er så helt absolut den løsning jeg selv bedst kan lide. Grunden til dette er, at den rene elbil med et batteri er den mest simple teknologiske løsning der findes og med et minimum af energitab.  Jeg kan godt lide simple løsninger. De er mere stabile, billigere at lave og billigere at vedligeholde.

Jeg håber selv meget på, at få mig en Tesla Model S, når den kommer til næste år. Den står i hvert fald på ønskelisten 🙂

Batterier der driver en elmotor – med udskiftelige batterier

Denne løsning er den som Better Place satser meget på. Lige nu er de vist de eneste. De har foreløbigt sat en enkelt batteriskiftestation op, og der skulle snart komme den første bil, som understøtter batteriskifte – Renault Fuence Z.E. Better Place har planer om, at sætte flere sådanne batteriskiftestaioner op i både Danmark og resten af verden.

Ideen er så, at man har en bil med et ikke så stort batteri. Skal man køre langt kan man så køre ind på en batteriskiftestation og skifte batteriet ud. Det tager kun et par minutter.

Jeg synes der er mange problemer med denne model. Først og fremmest kræver det, at der faktisk kommer et udbygget netværk af disse batteriskiftestationer. Dernæst kræver det, at der er andre end Renault, der vælger at understøtte den standard Better Place – eller andre, satser på. Og sidst, men ikke mindst, er der prisen og hele det praktiske problem i, ikke at eje sit eget batteri.

Batteriet i en elbil er lidt ligesom med motoren i en bil. Nogle kører hårdt på det, og andre mere forsigtigt. Dette vil påvirke batteriet. Hvis man skal dele batteri med alle de andre, og bytte til et man ikke kender, så risikerer man at få et der er dårligere end det man havde. Det svarer lidt til at køre delebil. Det er der nogle som gerne vil, men jeg vil ikke. Og jeg tror aldrig flertallet vil vælge det.

Løsningen virker også meget dyr – i hvert fald når man ser på de priser Better Place kræver for deres model. De kræver fra 1500 kr. i leje pr. måned hvios man kører maksimum 10.000 km/år. Det inkluderer så strøm og batterileje. Det svarer til 1,80 kr. pr. km. Til sammenligning koster det under 1 kr. pr. km at køre i en tesla Roadster når både strøm og batteri regnes med. En pris på det dobbelte er langt mere end jeg er villig til at betale. 

Brændselceller der driver en elmotor – og som kan tankes op med brint

Med denne model bruges brændcelsseller til at lave den strøm, som elmotoren skal bruge. Det smarte med denne løsning er, at man så bare kan hælde noget mere brint på tanken når man løber tør. Præcis på samme måde, som med en forbrændingsmotor. Hvis man altså kan finde en brint-tankstation i nærheden.

Nogle af problemerne er, at der dels ikke findes kommercielt tilgængelige brintbiler i dag i Danmark endnu, og dels at vi mangler hele infrastrukturen. Der skulle dog snart komme en brrintbil på markedet i Danmark fra Hyundai. Andre producenter har også sagt de vil komme med brintbiler, men om det sker kan kun tiden vise.

Tak til Søren Sprogø for biledet – han har selv været ude og prøve bilen og er meget begejstret for den.

Et andet problem er, at det stadig er ret dyrt at lave den brint der skal bruges og at energitabet er meget højt. Så lige nu er det ikke en ligeså miljøvenlig løsning, som de batteridrevne elbiler. Hvis man på et tidspunkt kunne bruge overskudsenergien fra vindmøller til brintproduktion kunne det naturligvis forbedre miljøbelastningen væsentligt. Men det er vi bare slet ikke i nærheden af i dag.

Ifølge filmen “Who Killed The Electric Car” var brintbilen i virkeligheden mest af alt et forsøg på at afspore udviklingen af bedre elbiler baseret på batterier. Uanset om det er korrekt eller ej, så var resultatat i hvert fald at elbilen døde i USA i start 90’erne. Jeg tror dog ikke det vil være muligt at slå den ihjel igen.

For mig at se ligger brintbiler meget længere ude i fremtiden end alle de andre løsningsmodeller. Om der nogensinde kommer bedre brintbiler, som vi alle kan købe, og om der kommer et tilstrækkeligt stort netværk af brint-tankstationer er svært at vide lige nu. Men hvis det kommer, og hvis brintfremstillingen forbedres, og hvis energitabet reduceres, så er det absolut en mulig løsningsmodel.

Personligt tvivler jeg på, at denne model vil blive meget udbredt de næste mange år – om nogensinde. Og jeg tror ikke at de vil blive den dominerende model. Måske et supplement, på et tidspunkt, men ikke den mest udbredte miljørigtige bil.

En kombination af elmotor og forbrændingsmotor der driver bilen

Denne model kendes fra f.eks. Toyota Prius. Typisk bruges elmotoren ved lave hastigheder og så tager benzinmotoren over når der skal køres stærkt og langt.

Normalt har sådanne biler meget små batterier. De fungerer mere som en metode til at svine mindre ved bykørsel og for at opnå en lidt bedre samlet benzinøkonomi. Så det er på ingen måde noget der ligner en helt ren bil. Men den er trods alt bedre end de rene forbrændingsmotor-biler.

Det jeg personligt ikke bryder mig så meget om ved denne løsning er, at den er meget kompleks. Der er både en elmotor og en benzinmotor. Det gør den dyr at lave og vedligeholde.

I Danmark er denne type biler ikke fritaget for registreringsafgift og det gør dem derfor så dyre at næsten ingen gider købe dem. Man ser da heller ikke mange Toyota Prius på gaderne her.

Batterier der driver en elmotor – med en forbrændingsmotor der kan lade batteriet op

Denne model ligner til forveksling den model som Toyota Prius bruger, men den er fundamental anderledes på et væsentligt punkt: Det er kun elmotoren der driver bilen frem. Benzinmotoren bruges udelukkende til, at oplade batteriet.

Den eneste bil jeg kender, som p.t. bruger denne model er den kommende Fisker Karma. Det er en virkelig lækker bil, ingen tvivl om det. Den skulle komme på gaden her til efteråret.

Netop dette er også årsagen til, at SKAT ikke helt har kunne finde ud af, om bilen skal fritages for registreringsafgift – som en elbil. Der er jo en benzinmotor i bilen og så skal der normalt betales registreringsafgift. Men motoren driver ikke bilen – den bruges kun til opladning, så derfor argumenterer importøren naturligvis for, at den skal fritages for registreringsafgift. Sagen er i skrivende stund uafklaret.

Personligt synes jeg denne type bil lider af samme problem som en Toyota Prius – det er en meget kompleks løsning. Man får ikke den dejlige enkelthed som der er i de rene elbiler. Når der både er en forbrændingsmotor og en elmotor skal begge dele bygges og vedligeholdes. Det er en dyr løsning.

6 Kommentarer

[…] så er jeg glad for, at der satses mere på hurtigopladning for jeg tror det er en bedre løsning, når man skal køre langt i en elbil. submit_url = 'http://www.elbilbloggen.dk/elbil-historier/renault-zoebatteriskifte.html'; […]

Svar

Så vidt jeg har forstået så kan Opel Ampera også det der med at en benzinmotor lader batteriet op som leverer til en elmotor.
ab

Svar

God gennemgang, jeg synes dog den er lidt for positiv overfor brintbilen: Enhver afbrænding (brændselsceller eller i særdeleshed forbrændingsmotorer) i bilen, hvad enten der afbrændes brint eller andet, er et stort spil af energi pga dårlig virkningsgrad og ingen mulighed for at udnytte spilvarmen til andet end at varme bilens kabine op (hvilket slet ikke står i mål til spillet). Derfor kører elbiler 2-4 gange så langt per forbrugt energienhed sammenlignet med alle andre alternativer, der alle bygger for forbrænding i bilen af et eller andet brændsel. Den spilvarme der evt. udvikles ved at producer el til bilen (i det omfang den ikke kommer fra vind/vand eller eller atomkraft) kan foregår hvor spilvarmen kan udnyttes til f.eks. fjernvarme. Det er derfor klima/miljø/ressourcemæssigt hul i hovedet at bruge andet end el til transport, der hvor el er en mulighed. Forbrænding hører mest hjemme i flyvemaskiner, skibe (der dog også kan suppleres med moderne computerstyrede sejl eller kæmpedrager), og andre steder med ekstreme krav til rækkevidde og effekt.

Svar

[…] som den bedste model for, at kunne køre langt i elbiler. Jeg har tidligere skrevet om 6 andre løsninger, hvoraf jeg personligt tror mere og mere ensidigt på kombinationen af større og bedre batterier […]

Svar

Ja tak. Væk med markedsførings-løgne. De der standere fra Better Place. Hvem i København har dog givet grønt lys til det?
Mht opladning af Amperaen jeg havde: den skulle bare ha 220 V med jord. No Brainer. Bircow

Svar

Ja, det ER faktisk meget simpelt – meget mere simpelt end de nye struktur-selskaber vil have befolkningen til at tro. Men det opdager man jo først når man selv har en elbil. Det er derfor det er så vigtigt, at os der har prøvet det får sagt det videre til befolkning og poltikere, så lobbyisternes løgne ikke sætter sig fast 🙂

Svar

Skriv kommentar