Reparation af Tesla Roadster

Som tidligere nævnt oplevede jeg flere gange i løbet af efteråret og først på vinteren en lidt underlig fejl på min Tesla Roadster. En gang imellem dukkede der en advarsel op på skærmen, ledsaget af et intensivt og irreterende BEEP.

I første omgang prøvede teknikerne fra Tesla at diagnosticere problemet via den fjernbetjente adgang de har til bilens logs via GSM . Men da dette ikke gav dem en brugbar forklaring, og da problemet gentog sig, besluttede Teslas teknikere sig til sidst for, at de hellere måtte sende en mand ud og se på bilen …

Ukendt periodisk fejl

Tesla i Danmark sagde, at de slet ikke kendte til den fejl jeg beskrev, den fejlbesked jeg fik og det de selv kunne se i bilens logs. De havde snakket med Teslas hovedkontor om fejlen, og de kunne heller ikke genkende den.

Det undrede mig jo en del. For sådan en fejlbesked dukker jo ikke bare op af sig selv. Der er jo på et eller andet tidspunkt, en programmør, der har kodet ind i computeren, at når der sker noget bestemt, så skal denne fejl-tekst vises. En eller anden må jo have fundet på det. Men måske var han ikke i firmaet mere og måske havde de glemt at dokumentere det ordentligt. Hvad ved jeg …

Underlig var det i hvert fald. Og da det var en periodisk fejl var det også svært at finde årsagen til det. Sådan er det jo med periodiske fejl. Det er meget lettere, hvis fejlen er permanent.

Tesla on-site service

Nå, men som sagt besluttede Tesla sig så for at sende en af deres teknikere ud til mig for at se på bilen. Tesla har ikke egne værksteder. I stedet for har de et system med kørende teknikere, der tager ud til kunderne i hele Skandinavien og fikser de problemer der måtte være med bilerne.

Jeg kender ikke til nogle andre bilfirmaer der benytter sig af den løsningsmodel. Men det er jo forståeligt nok, at de har valgt den løsning, når de stadig har så få biler på gaden. Det ville være meget dyrere, hvis de skulle etablere værksteder i rimelig afstand fra alle deres kunder, som er spredt over et meget stort område.

Som bruger af en Tesla Roadster er det faktisk en meget fin løsning. Det opleves som en god service. Det er jo fedt, at man ikke skal hen på et værksted med bilen, finde transport hjem igen, og så samme tur når den skal hentes. Det er rart bare at kunne læne sig tilbage og så lade dem komme hjem til mig.

Tesla service er et clean job

Når en Tesla Roadster – eller en hvilken som helst elbil for den sags skyld, skal repareres, er der ikke meget olie, snavs og mekaniker over det. Det er et clean job. Det meste af det som kan gå galt har noget med computeren at gøre.

Så det første den flinke tekniker fra Tesla Danmark gik i gang med var, at tjekke computerens software.

Notebooken blev koblet til bilen og ved hjælp af det særlige serviceringssoftware de har, gik han i gang med at tjekke alverdens ting. Hans notebook havde en 3G forbindelse til nettet, som der ganske vist var lidt problemer med at få en god forbindelse på, så han kunne teste bilens data op imod de centrale værktøjer de har.

Det er sgu meget smart. Desværre førte det ikke til en løsning på problemet. Han kunne ikke finde en fejl, der kunne forklare, hvorfor jeg fik den mystiske fejlbesked. Så til sidst besluttede han sig for at gå mere radikalt til værks …

En Tesla Roadster er også hardware

En af de mest centrale dele af bilen kaldes PEM (en forkortelse for Power Electronics Module). Det er den som styrer hele den komplicerede elektroniske del af bilen. Bag ved denne sidder batteriet – det er den anden store del af bilens system. Under disse to sidder selve motoren. Den er faktisk den mindste del – den fylder ikke mere end en  vandmelon, og går så godt som aldrig i stykker. Det gør elmotorer ikke. Det er alt det andet der kan gå galt.

Teknikeren besluttede derfor at skifte hele PEM’en. Det er en stor boks, som kan løftes ud. Han havde heldigvis forberedt sig på, at dette kunne blive nødvendigt, så han havde taget en helt ny PEM med i bilen.

Men det er åbenbart en lidt større manøvre. Det tog ham i hvert fald nogle timer først at koble PEM’en fra, få den løftet ud, sat den nye i og koblet til.

Til sidst skulle han så bare opdatere softwaren til den nyeste version og så var bilen klar – så god som ny. Efter en kort prøvetur sagde han god for bilen, og tog afsted igen.

Han tog den gamle PEM med og ville så sende den til Tesla i England, så de kunne undersøge nærmere, hvorfor den der mystiske fejl dukkede op – mere sådan for deres egen skyld.

Hele reparationen tog det meste af en dag. Jeg var lidt overrasket over, at det kom til at tage så lang tid. Ikke at det betyder noget økonomisk for mig – dels er bilen jo leaset og dels var dette vist en garanti-reparation, men jeg undrede mig dog alligevel lidt.

Kører bilen som den skal nu?

Jeg har ikke kørt så meget i bilen siden denne reparation. Som tidligere nævnt kører jeg ikke så meget her i vintermånederne. Ikke så meget fordi det er en elbil, men fordi det er en sportsvogn, som ganske enkelt er meget sjovere at køre i når det er godt vejr. Jeg har dog ikke, på de ture jeg trods alt har haft, oplevet at samme problem og fejlbesked er dukket op.

Til gengæld synes jeg, at det virker somom bilen bruger en smule mere strøm end den gjorde med den gamle PEM. Det kan dog godt være det blot er fordi, jeg har kørt i meget blæst og dårligt føre, så en af de nærmeste dage, når vejene er blevet lidt mere tørre, skal jeg ud og teste dette lidt mere omhyggeligt.

Hvis det viser sig, at der er sket noget med kørselsøkonomien, så er jeg helt sikker på, at Tesla nok skal tage det alvorligt og gøre noget ved det. Indtil nu har deres service i hvert fald være upåklagelig.

3 Kommentarer

Hej Mikkel
Min næste bil bliver en Tesla model s 85 KWh
Den kan nemlig køre så lang som man har brug for i en normal hverdag
feks kan man køre fra københavn til et sommerhus på vestkysten uden at lade op før man er i sit sommerhus eller min ven som bor i næstved kan køre på job i kbh uden at lade op før han er hjemme igen og kan bruge solceller til det
så må sige Tesla model s 85 KWH er den eneste bil pt som kan klar at normalt brugt som man bruger sin alm bil i dag

Svar

interessant. åbnede han på noget tidspunkt PEMen? og har du evt billeder af det

Svar

Jeg mener ikke han åbnede selve PEM’en – han tjekkede den bare på computeren. Og da han ikke kunne finde fejl på den med det udstyr han havde med, og ikke kunn e finde forklaringen på den periodiske fejlmeddelelse der dukkede op, så valgte han at skifte hele PEM’en.

Men jeg stod ikke ved siden af ham hele tiden – der var skide koldt den dag 🙂

Svar

Skriv kommentar