Endnu et tiltage for at begrænse udbredelsen af elbiler – fritagelsen for parkeringsafgift for elbiler i København fjernes!
Det bliver mere og mere tydeligt, at den nye rød-grønne regering ikke ønsker at vi skal have flere elbiler på gaden i Danmark – tværtimod, de gør stort set alt hvad de kan for, at forhindre det.
Det seneste tiltag er, at fritagelsen for parkeringsafgifter i København fjernes fra og med 1. december 2011.
Nu mangler vi bare, at de fjerner afgiftsfritagelsen for elbiler – og evt. pålægger dem en særlig strafafgift (i stil med de nye fedtafgifter, der bl.a. har ramt rugbrød og de fedtfattige dele af svinekød), så er de vist ved at være i mål med deres øjensynlige ønske om helt, at uddryde enhver drøm om flere elbiler på de danske veje. Flot!
Du kan læse annonceringen af det nye elbil-fjendske tiltag på Københavns kommunes hjemmeside her.
Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at dette vil få en negativ indflydelse på, hvor mange mennesker, som kører ind og ud af København, der gider at skifte til elbil – eller tage deres elbil derind, hvis de allerede har en. Nu er den smule motivaton, der trods alt var, jo fjernet.
Årsagen til fjernelsen af den tidligere fritagelse for parkeringsafgift for elbiler skal nok findes i, at nogle embedsmænd tidligere på året fandt ud af, at det nok var i strid med Færdelsloven, at København, i lighed med andre kommuner, tilbød denne afgiftsfritagelse. Men jeg mener, at det er en lam undskylding.
For det første kunne lovgiverne – altså den rød-grønne regering, så let som ingenting have ændret de små detaljer i Færdselsloven, som skulle til for at sikre en lovliggørelse af fritagelsen for parkeringsafgifter for elbiler. Hvis de altså gad. Men det har de så ikke gidet. Det ville ellers ikke koste dem en krone. Så det må jo skyldes, at de simpelt hen ikke mener det er vigtigt med flere elbiler. For jeg kan ikke tro, at de er så dumme, at de ikke godt kan gennemskue at det naturligvis har negative konsekvenser for udbredelsen af elbiler.
Det hænger så iøvrigt meget godt sammen med, at regeringen også har nægtet, at fritage elbiler for at skulle betale for at køre igennem den kommende betalingsring (Berlinmuren) omkring København. Jeg synes signalerne fra regeringen er ganske tydelige.
Med de sidste to tiltag udmærker Danmark sig nu, som den nation i Nordeurope der uden tvivl har den så absolut mest elbils-fjendtlige politik. Alle andre lande omkring os har, trods endnu mere krise end os, formået at indføre mange elbils-stimulerende ordninger. Danmark er gået den modsatte vej.
Jeg savner svar. Jeg savner svar fra Overborgmester Frank Jensen (S) på, hvordan han vil nå de ambitiøse mål, om at køre København til verdens første CO2 neutrale hovedstad, når han og regeringen gør alt hvad de kan for at forhindre udbredelsen af elbiler, som jo er en meget vigtig kilde til CO2 udledningen.
Og jeg savner svar fra regeringen og regeringspartiernes miljøordfører på, hvorfor de på den ene side snakker så meget om at være åhh så skide grønne, og på den anden side i praksis gør alt hvad de kan for at bekæmpe elbilernes udbredelse.
Jeg savner svar. Det gør jeg virkelig…