Renault dropper batteriskifte på deres nye elbil Zoe
Better Place-modellen med batteriskifte har fået endnu et alvorligt “dødsstød” efter at Renault har valgt, at lancere deres nye, og billigere, elbil Renault Zoe uden mulighed for batteriskifte. Bilen er ganske vist bygget, så der kunne tilføjes batteriskifte, men indtil videre har Renault sagt at de ikke vil producere den med mulighed for batteriskifte.
Vurderingen er, at det nok skyldes at markedet er for lille. Reelt set er det nemlig kun i Danmark og Israel der satses på batteriskifte-stationer. I stort set alle andre lande satses der i stedet for på hurtigopladninjg (quick charge) teknologien. Det mener jeg også er en langt bedre løsning. Og den understøttes i øvrigt af langt flere bilproducenter og leverandører på markedet. Det giver større konkurrence og dermed en større sandsynlighed for gode priser til os forbrugere.
Situationen er derfor stadig, at der kun findes en eneste bil på markedet, som understøtter Better Place’s batteriskifte-teknologi. Renault ser ud til at have fået kolde fødder og ingen andre bilproducenter – ikke engang Renaults søsterselskab Nissan, har valgt at lancere flere biler med batteriskifte lige nu.
En enkelt bil, som oven i købet er en første generations ombygget fransk benzinbil, er absolut ikke nok til at understøtte hele batteri-skifte konceptet, som Better Place satser så kraftigt på. Forbrugerne ønsker naturligvis flere, og bedre, valgmuligheder.
I løbet af de næste år er det manges vurdering, at elbiler som standard vil kunne køre mindst 400 km på en opladning, som det også er muligt i dag med f.eks. en Tesla Roadster. Når det sker, og det er jeg ret sikker på kommer, så vil batteriskifte blive endnu mere overflødigt end det kunne være i dag.
På baggrund af Renaults nye strategi, og mangel på flere elbiler med batteriskifte, kan jeg godt have min personlige tvivl om, o0m Better Place gennemfører deres planer om, at opføre de mange batteriskifte-stationer, som de ellers har annonceret – og lovet dem der har bestilt en Renault Fluence Z.E. Hvordan det så kommer til at stille de forbrugere ved jeg ikke. Men godt er det naturligvis ikke. Det er selvfølgelig bare mit eget gæt, men som sagt tvivler jeg på, at Better Place kan få forretningen med batteriskifgte-stationer til at hænge sammen uden et meget større udbud af batteriskifte-elbiler på markedet.
Jeg kan naturligvis godt synes det er lidt synd for Better Place. Jeg har ikke noget personligt imod dem. På den anden side, så er jeg glad for, at der satses mere på hurtigopladning for jeg tror det er en bedre løsning, når man skal køre langt i en elbil.